I Strateginetværkets temagruppe om nye forretningsmodeller i den bæredygtige omstilling, har der været særligt fokus på cirkulært byggeri. Som inspiration til resten af branchen har gruppen samlet en række cases fra ind- og udland, som kan vise vejen til nye måder at tænke og forstå et cirkulært byggemarked. Målet er at accelerere udviklingen, så vi får opbygget et mere stabilt marked for især genanvendelige byggematerialer. Et eksemplet er Insutex, der strimler og behandler brugte tekstiler for at skabe genanvendelige og bæredygtige isoleringsbatts. Virksomheden tester deres produkt for at opnå høj brandsikkerhed og effektiv varmemodstand, med målet om at tilbyde en miljøvenlig løsning til byggeriet.

Hvert år bliver 92 millioner tons tekstiler smidt ud eller brændt. CEO i Insutex Josefine Bonde ønsker at upcycle tekstilaffald, så det kan bruges som isolering i byggeriet. Virksomheden blev stiftet i sommeren 2023 og er i gang med at teste sit produkt i forhold til markedet.
“Alle brancher kæmper med affald. Jeg har selv arbejdet med genbrugstøj i mange år og blev opmærksom på, at tøjet på et tidspunkt når til et punkt, hvor det ikke længere kan genbruges. Det skal have et nyt liv i en anden form. Jeg syntes, at byggeriet var et spændende marked, fordi det er en branche, der står foran en stor grøn omstilling og har behov for at rykke sig markant”, siger Josefine Bonde
Næste step er brandtest
Insutex benytter tekstilaffald fra eksempelvis Næstved Kommune i deres testfase. Isoleringsmaterialet skabes ved at strimle tekstilerne, tilføre forskellige komponenter og varme materialet op, så det bliver kompakt.
Lige nu tester vi, hvor det giver bedst mening at bruge isoleringen. Er det indervægge eller lofter? Vi har fået nogle rigtig gode lambdaværdier, der viser, at vores batts har gode muligheder for at opnå en god varmemodstand. Næste fase er brandtest af vores isolering. Vi vil gerne nå op på Bs1D0, hvilket er utroligt svært at opnå for mere bæredygtige isoleringsløsninger, siger Josefine Bonde.
En af de største udfordringer i produktionen er, at tøjet ikke altid kommer i rene fraktioner.
“Vi skal være sikre på, at råmaterialet er rent og har den sammensætning, vi er på udkig efter. Hvis vi siger, at isoleringen består af en vis procentdel polyester og bomuld, skal produktet være ensartet, så vi kan certificere produktet. Det betyder også, at vi skal have et ekstra led i værdikæden, og så stiger prisen”, siger Josefine Bonde.

Svært at gå på tværs af brancher
Selvom byggebranchen er kendt for at være konservativ, så oplever Josefine Bonde, at der er en lyst i markedet for at få nye spillere ind og bygge mere bæredygtigt. Men det er ikke altid let at gå på tværs af brancher. I tekstilbranchen er der således en generel skepsis om at byde byggeriet op til dans:
“Inden for tekstilbranchen er det bedst tænkelige scenario, at alt tekstilaffald bliver genanvendt til nye fiber, der kan indgå i nye tekstiler. Branchen arbejder meget på at udvikle teknologien, men i dag er det ikke alt tekstilaffald, der egner sig til fiber-til-fiber genanvendelse. I mellemtiden vil det være bedre, at det bliver mekanisk genanvendt til isoleringsbatts, som oveni vil kunne genanvendes. I stedet for at tekstilet ender i forbrænding”, slutter Josefine Bonde.